Tænketavlen English

Om metoden: det tænkende klasserum

Mange elever bruger matematiktimen på at efterligne det, læreren lige har vist. Et tænkende klasserum vender rækkefølgen om: eleverne møder et problem først og tænker sig frem sammen, mens læreren styrer rammerne. Peter Liljedahl afprøvede i mange år, hvilke ændringer af helt almindelige rutiner der fik flere elever til at tænke, og samlede resultatet i 14 praksisser. Her er en kort, uofficiel opsummering med vores egne ord – læs bogen for det fulde billede.

Start med en god tænkeopgave – tidligt

Timen begynder med en opgave inden for de første minutter, ikke med en gennemgang. Opgaven skal være let at gå i gang med og have plads til at blive udfordrende. I de første uger bruges gerne opgaver uden for pensum (fx gåder og mønstre), så eleverne vænner sig til at tænke uden frygt for at tage fejl. Derefter går man over til faglige opgaver.

Giv opgaven mundtligt

Eleverne samles tæt om læreren, og opgaven siges højt eller vises kort. Det giver en fælles start og færre spørgsmål af typen 'hvad skal vi?'.

Synligt tilfældige grupper

Grupper på tre dannes tilfældigt – på en måde, eleverne selv kan se er tilfældig, fx med spillekort. Grupperne skiftes ofte. Det bryder faste roller og sociale mønstre og gør det naturligt at arbejde med alle.

Stå ved lodrette flader, man kan viske ud

Grupperne arbejder stående ved tavler, whiteboards eller vinduer. Når man kan viske ud, tør flere skrive et forsøg, og når man står, er man mere aktiv. Én tusch pr. gruppe, der går på skift, får alle tre til at deltage.

Et rum uden 'front'

Bordene stilles, så der ikke er én tydelig forside af klassen. Læreren bevæger sig rundt og taler fra forskellige steder. Det flytter opmærksomheden fra læreren til grupperne.

Lærerens rolle: hints og udvidelser

Læreren svarer kun på de spørgsmål, der holder tænkningen i gang, og undgår at overtage elevernes arbejde. Sidder en gruppe fast, kommer et lille hint. Er en gruppe færdig, kommer en udvidelse. Målet er at holde hver gruppe i balancen mellem 'for let' og 'for svært'.

Lad grupperne lære af hinanden

Eleverne må gerne gå hen og se, hvad andre grupper har skrevet. Tavlerne er synlige for alle, så viden spreder sig i rummet.

Konsolidering til sidst

Når de fleste er nået et stykke, samler læreren op ved at gå gennem udvalgte tavler – fra det, alle har fået, til det, kun nogle nåede. Sådan bliver tænkningen til fælles viden.

Noter med mening

Bagefter skriver eleverne egne noter, som skal kunne hjælpe dem selv senere, fx med et eksempel de selv har valgt – i stedet for at skrive af fra tavlen.

Øvelse og vurdering

Selvstændig øvelse bliver noget, eleverne bruger til at tjekke deres egen forståelse, ikke noget, der kontrolleres. Vurdering fokuserer på, hvor eleven er, og hvad næste skridt er.

Kilder

Opsummeringen bygger på Peter Liljedahl: Building Thinking Classrooms in Mathematics, Grades K–12 (Corwin, 2020), på dansk Det tænkende klasserum i matematik (Akademisk Forlag), og forskningskapitlet Building Thinking Classrooms: Conditions for Problem-Solving (Springer, 2016). Bogen beskriver alle 14 praksisser, i hvilken rækkefølge de kan indføres, og forskningen bag. Se Bøger og materiale og Liljedahls materialer.

Teksten er skrevet med egne ord og er ikke en officiel gengivelse af metoden.

Prøv en opgave